Sponsoreret af Länsförsäkringar

Hej Marielle! Fortæl os lidt om dig selv og din familie?

Marielle hedder jeg, er 36 år og bor i Sundbyberg med min kæreste, trillingerne Ines, Elvira og Juni + pigernes to ældre søskende William 10 år og Alice 7 år, som jeg har fra et tidligere forhold.

Hvad var din første følelse, da du fandt ud af, at der var tre (!) babyer i din mave?

Jeg havde selvfølgelig ikke forventet, at der ville være tre af dem derinde! MEN jeg tænkte på forhånd, at noget var anderledes, så på en måde var jeg ikke overrasket over, at der var mere end én. Jeg havde følt mig meget utilpas og var ekstremt træt, hvilket fik mig til at indse, at der var en forskel i forhold til mine tidligere graviditeter.

Da nyheden kom, både grinede og græd jeg. Selv sygeplejersken grinede. Hun mente, at jeg skulle ringe til min mand på FaceTime og fortælle ham det (da jeg var alene til undersøgelserne på grund af pandemien!), men det føltes for usandsynligt at fortælle ham det over telefonen.

Ellers var det meget praktiske tanker, der løb gennem mit hoved. Hvor skal vi bo? Hvilken slags bil skal vi have? Jeg tænkte meget på, hvor mange overalls og vintersko man skal købe på samme tid, haha!

Hvordan var denne graviditet anderledes end dine tidligere, hvor der var en baby i livmoderen?

Jeg var ekstremt træt og følte mig meget utilpas - noget, jeg nævnte ved min svangerskabssamtale. Men jeg tror ikke, at hun automatisk tænkte, at det kunne være et tegn på, at der var flere fostre i min mave. Noget andet, jeg reagerede hurtigt på, var, at jeg blev stor hurtigt, jeg kan huske, at jeg tog et billede i spejlet, før vi overhovedet nåede at fortælle hende det, og tænkte "Wow, jeg har allerede en mave!". Størrelsesmæssigt var jeg altid 10-12 uger foran. I uge 20 havde jeg omtrent samme størrelse som i uge 30, så man bliver meget hurtigt stor og klodset!

Hvordan reagerede jeres familier, da I fortalte dem det?

Jeg tror ikke, at min mor troede, at jeg ville få flere børn. Så jeg tænkte: "Hvad vil hun sige, nu hvor der er tre?"! Men alle, også min mor, har været glade og frem for alt overraskede! Folk har ikke rigtig kunnet forstå det. Og selv om jeg så det på ultralydsskærmen i uge 13, kunne jeg heller ikke rigtig tage det ind. Vi har også måttet overbevise mange mennesker om, at "Ja, men vi lover, at der ER tre af dem! Trillinger, ikke tvillinger!".

Tog det dig lang tid at acceptere?

Jeg vil nok sige, at det tog 6-8 uger, før det gik op for os, at de var tre. Det blev også mere virkeligt, da man i uge 20 tænkte, at der måske kun var 10 uger tilbage, for trillinger kan faktisk komme så tidligt som i uge 28. Men selv da vi fik en henvisning til fostermedicin for at tale om fosterreduktion, hvis man vælger at fjerne nogen, føltes det, som om alt blev mere virkeligt, og vi landede endnu mere i det.

Hvordan var det at blive stillet sådan et spørgsmål om fosterreduktion?

På en eller anden måde forstår jeg godt, at de er nødt til at spørge. Men samtidig tøvede vi aldrig med vores valg. Vi sagde selvfølgelig, at vi gerne ville tale om det, og at vi følte, at vi var nødt til at tage derhen og fortælle dem, hvad vi tænkte, og lytte til, hvad lægerne havde at sige. Først kunne jeg slet ikke lide vores læge, men så ændrede det sig til, at jeg gerne ville have, at han var hos mig hver dag. Han var saglig og ligetil og forklarede alt på en god og forståelig måde. Jeg havde stor respekt for ham. Der var mange tanker om fosterreduktion. Hvis du skulle gøre det, hvem ville du så fjerne og hvorfor? Skal man bruge resten af sit liv på at tænke over, hvem og hvorfor man fjernede nogen? Der er heller ingen garanti for, at de fostre, man vælger at beholde, vil overleve. Det er en risiko at reducere antallet af fostre på samme måde, som det er at efterlade dem alle. Især fordi vores også delte moderkagen. Der er ikke noget, der siger, at der ikke kan opstå komplikationer for den, der sidder i den anden ende.

Graviditeten er en højrisikograviditet, men vi følte, at kroppen ville afgøre, om det ville lykkes. Under alle omstændigheder har vi valgt at forsøge at gennemføre det og give alle tre en chance for at leve.

Hvad synes du er særligt vigtigt under graviditeten, især for jer, der venter trillinger?

For os var det vigtigt at underskrive en GraviditetsforsikringDels fordi jeg havde det med mine tidligere børn, men også fordi man aldrig ved, hvad der sker. Jeg var ekstra omhyggelig med at tjekke, om der var nogen forskel, nu hvor jeg bar på tre kontra et foster. Og til sidst valgte jeg at tegne en graviditetsforsikring fra Länsförsäkringar, som man selv betaler for, da det var en højrisikograviditet. Det var en sikkerhed, en ekstra beskyttelse, hvis det viste sig, at der var noget galt, eller hvis der skulle ske noget. Selve graviditeten er anderledes fra starten. Man ved, at det bliver en kejsersnitfødsel, og man ved, at man skal tilbringe længere tid på hospitalet, da de ofte tager babyerne ud 7-8 uger for tidligt. Så det var vigtigt for os at have ekstra beskyttelse, som fik os til at føle os lidt mere sikre.

Er det den samme type forsikring, selv om man venter trillinger?

Ja, det er det samme! Der er ingen forskel. Jeg var omhyggelig med at dobbelttjekke, at det faktisk var den samme forsikring, som jeg ville tegne, hvis jeg ventede et barn.

Hvordan var processen med at vælge forsikring?

Jeg havde haft Länsförsäkringars graviditetsforsikring til mine tidligere børn, og jeg har også mine børns forsikring der, så der var ikke så meget at tænke over. Nu kiggede jeg lidt mere på forskellen mellem gratis forsikring og den, du betaler for og kom til den konklusion, at jeg ville føle mig ekstra sikker med betalingsversionen, fordi risikoen er højere på alle måder i denne graviditet.

Hvordan ser planlægningen af fødslen ud, når man venter trillinger?

Som jeg har forstået det, er der altid et planlagt snit, når man venter trillinger, i modsætning til når man venter tvillinger, hvor det kan være 50/50. Men for os var der aldrig tale om vaginal fødsel eller kejsersnit. I stedet fik vi at vide, at det var et planlagt snit, og at det ville finde sted på et tidspunkt omkring uge 34. I en trillingegraviditet vil man ikke planlægge det for tidligt, men man går efter indikationer på, hvordan børnene i maven og moderen har det. Jeg følte dog i uge 30, at det begyndte at blive hårdt ikke at kende en præcis dato. Jeg var sygeligt stor, som jeg var i uge 42, og følte, at jeg mentalt havde brug for en måldato. Det lykkedes mig at få en dato for det planlagte snit i uge 35 + 1. Lidt senere, end jeg havde håbet på!

Vil du fortælle os om fødslen?

Jeg nåede aldrig til uge 35+1, men i uge 32+6 løsnede min slimprop sig. Jeg ringede til fødselslægen, som sagde, at det ikke nødvendigvis betyder noget, at slimproppen er gået, måske er det bare, fordi jeg bevægede mig mere end normalt. Så jeg kan huske, at jeg tænkte: "Jamen, jeg har født to børn, burde du ikke bare bede mig om at komme ind?". Jeg blev mødt med det klassiske "tag to alvedon og prøv at hvile dig lidt", hvilket jeg på det tidspunkt syntes føltes lidt mærkeligt, jeg var slet ikke tryg ved svaret, men valgte at kontakte den specialiserede fødselshjælp, som jeg tidligere havde været i kontakt med, og fortælle dem om min status. Efter et minut ringer receptionen tilbage og siger "ring til fødegangen igen, den skal nok tage dig ind med det samme".

Så kl. 17.00 ringede vi igen. Denne gang var det en anden sygeplejerske, der svarede, og hun sagde med det samme: "Det er oplagt, at du kommer herhen og pakker dine og din partners ting". Så blev jeg meget overrasket, kan han pludselig komme med? Min mand havde ikke fået lov til at komme til nogen kontroller under hele graviditeten på grund af pandemien. Så vi måtte pludselig arrangere børnepasning for de store børn, som var hjemme i påskeferien!

Vi ankom til fødegangen kl. 19.00. Jeg havde haft veer siden frokost, som nu var begyndt at gøre lidt ondt. Det var ikke meningen, at jeg skulle ende med at få veer, det skulle være roligt og planlagt. Jeg var lidt stresset over dette, da jeg tidligere havde fået to kejsersnit. Ved undersøgelsen kunne de se, at jeg havde veer, men at navlestrengen ikke var så påvirket. Hvis jeg havde båret ét barn, ville det ikke have reageret, men da jeg bar tre, måtte vi blive natten over for at få indsprøjtninger til at stoppe veerne og lungemodningsindsprøjtninger til pigerne i tilfælde af, at vi skulle tage dem ud. Så vi var nødt til at blive, og planen var at få endnu en indsprøjtning til lungemodning, da man gerne vil give doserne med tolv timers mellemrum.

Jeg får en sovepille for at hvile mig lidt, men kl. 3 om natten går mit vand, 20 minutter efter at jeg har taget min sovepille for at samle kræfter. Så det var bare at rulle tilbage til fødegangen. Vi blev mødt af den samme læge som før, og lige inden hun skulle til at gå fra sin vagt, sagde hun: "I skal nok gøre jer klar til at blive forældre i dag". Tre timer senere var pigerne ude!

I de mellemliggende timer kom fire læger for at informere os om, hvordan det hele ville foregå. De kontrollerede, i hvilken rækkefølge pigerne ville blive taget ud. Vi fik også information fra neonatalafdelingen, da vi ville ende der bagefter. Så blev jeg forberedt på operationen. Jeg har været til kejsersnit før og kan huske, at jeg var chokeret over, at der var så mange mennesker på stuen, men det var ingenting i forhold til, hvor mange der var nu! Nu var der endnu flere mennesker, ca. 3-4 jordemødre pr. barn, 3-4 læger og 3 anæstesilæger, så der var meget personale.

Ines blev valgt først, fordi hun lå nederst, og så var det meningen, at June skulle være nummer to, men så skubbede Elvira sig frem. Der var en rigtig god stemning på stuen, og alle havde det godt. Efter fødslen blev jeg kørt til opvågningsstuen og Per til Neo sammen med børnene. Personalet syntes, at jeg blødte lidt meget, og de ville gøre det sikre før det usikre, så jeg skulle bedøves for at få lagt en ballon ind, som hjælper livmoderen med at trække sig sammen. Derefter skulle jeg blive på opvågningsstuen til næste dag, og det var jeg slet ikke forberedt på. Så jeg fik ikke lov til at møde pigerne før 22 timer senere, hvilket var en meget svær og mærkelig følelse.

Havde du nogen komplikationer efter fødslen?

Ikke under selve snittet, men i forbindelse med operationen bagefter, hvor ballonen blev sat ind for at få livmoderen til at trække sig sammen. Lægen glemte at give mig et operationstæppe på under den operation. Det kan åbenbart ske, for klædet kan efterlignes med organer, så det kan sagtens ske, og det havde jeg ingen anelse om. Da vi havde været hjemme i en uge, følte jeg, at jeg havde meget ondt, når jeg sad, og jeg kunne ikke rigtig sidde oprejst. Det føltes mærkeligt, da jeg ikke havde født vaginalt. Men jeg kontaktede en jordemoder, som havde været med til fødslen, og så blev der lavet en undersøgelse, hvor det viste sig, at de havde glemt en operationsklud, som hun skulle trække ud gennem skeden. Det var helt sygt, det føltes som en lang gardinlængde, og bagefter føltes min mave helt tom! Derefter fik jeg antibiotika, men det virkede ikke helt, så jeg måtte på gynækologisk afdeling efter at have fået feber. Der måtte jeg vente i 9 timer, før lægen gav mig en dobbelt antibiotikakur, som jeg skulle spise i ti dage. Men efter det har det været fint!

Herregud, der er tydeligvis mange ting, du ikke aner noget om, når det handler om at føde. Har du brugt den graviditetsforsikring, du har tegnet?

Vi brugte forsikringen, fordi vi var nødt til at tilbringe tid på Neo. Man får refusion for de dage, man er indlagt, eller for hele den tid, man er indlagt på Neo, da man stadig kan få hjemmepleje i starten. Vi fik betaling for cirka tre uger!

Hvordan laver man en notifikation?

Jeg gjorde mit online. Jeg blev ringet op af en sagsbehandler, som stillede mig nogle opfølgende spørgsmål om, hvordan det var gået bagefter, og hvordan børnene havde det. Det var slet ikke noget problem at lave en rapport, det eneste, man skal gøre, er at give dem adgang til børnenes lægejournaler. Vores børn har haft det så godt, at vi ikke har haft brug for nogen form for pleje bagefter, så for os har sagen været meget enkel.

Vi fik en meget hurtig udbetaling, jeg er næsten overrasket over, hvor hurtigt det hele gik! Jeg synes også, at det var nemt, da vi tegnede vores børneforsikring. Du udfylder ansøgningen online, og det, du skal bruge, er din fødselsjournal. For for tidligt fødte børn skal man også bruge journalen fra BVC, så det var ikke noget særligt, fordi de var tre, men noget, der er nødvendigt, når man er født for tidligt. Vi fik et brev med hjem, som vi skulle underskrive og sende tilbage, og to uger senere blev børneforsikringen godkendt.

Har du nogle magiske tips til nogen, der venter trillinger?

Haha, ja, det spørgsmål får vi altid!

Hvad angår graviditet, er mit råd at lytte til din krop og være ekstra følsom. Da jeg gik ned og arbejdede med 50%, følte jeg, at jeg virkelig havde brug for det. Det er vigtigt at passe på sig selv under graviditeten. Og dit mindset - bare fordi det er tre, betyder det ikke, at det er en katastrofe. Alt skal nok gå!

Vov at prøve! Du har som regel en idé om, hvordan du gerne vil gøre visse ting. Men prøv det af, lad dig ikke begrænse af noget! Internettet tegner et billede af, at det er så hårdt at få trillinger. Vi besluttede hurtigt, at vi vil gøre, hvad vi har lyst til, og at vi ikke vil lade os begrænse af det. Rutiner har hjulpet os! Livet bliver lidt mere rutinepræget, men man tør mere, fordi man har et sikkert punkt at læne sig op ad.

Så har vi sikkerhed for, at vi som enkeltpersoner ikke bliver så stressede. Prøv at bevare roen så meget som muligt, det er sådan, det ser ud nu. Se på den lyse side! Alt skal nok blive godt!